Le Hameau Duboeuf
George Duboeuf, som døde i 2019 i en alder af 93 år, havde hele sit liv arbejdet med vin i Beaujolais. Det var ham, som for alvor fik sat Beaujolais på landkortet. Man kan diskutere om Beaujolais Nouveau gjorde meget godt eller skidt for området, men markedsføringsmæssigt har han haft enorm betydning.
George Duboeuf startede som opkøber af druer, men blev senere også en direkte vinproducent. Han var kendt for at have en usædvanlig god duftesans til at finde kvalitetsdruer, og at sælge til George Duboeuf blev derfor et kvalitetsstempel. I byen Romanche Thorins (tæt på Fleuri og Moulin au Vent) har han indrettet et stort museum i den gamle jernbanestation, der udelukkende handler om Beaujolais. Det er fyldt med produktionsudstyr, han har fundet i regionen og undervejs i museet er der oplevelser, som vores sønner syntes er lidt gammeldags, og vi andre finder hyggeligt. Det er ikke Disney-land! Det slutter af med vinsmagning i stationsbygningen og dernæst kan man tage det lille tog ud til deres moderne produktionshal – og cykle en tur i den tilhørende have. Der er restaurant på stedet.