Vi vidste, at det var den østlige del af Frankrig, som interesserede os. Det er overkommeligt at køre dertil fra Danmark, det er nær en lufthavn, og det er flot! Vi har altid været fascineret af det bakkede landskab i Beaujolais, men havde nok lidt samme holdning til vinen, som mange danskere stadig har…. Efterhånden som vi kørte rundt i området og smagte vin, blev vi dog klogere på den spændende udvikling, som området er i gang med, og vi kunne konstatere, at der kan laves skøn kvalitetsvin på Gamay-druen.
I 2015 begyndte vi på de første ejendomsbesøg. Det var en langsommelig proces. Til mæglerens store undren var vi ikke i et chateau. Først i april 2016 fandt vi en vingård. Vi var advaret om, at det skulle kraftig renoveres, men at den nuværende forpagter, som boede på gården, var interesseret i at flytte og gå på pension (forpagteraftaler er nærmest livslange) mod, at vi indgik i en forpagteraftale med hans nevø, som han arbejdede sammen med. Til gengæld ville de tage 1 hektar ud af aftalen, som vi selv kunne dyrke. Det lød alt sammen meget kompliceret.
Vi besøgte gården en frostkold april morgen 2016 og faldt straks for udsigten! Der var en 80 m2 lejlighed på 1. sal, hvor der max var 15c om vinteren, flere uopvarmede rum til høsten, en tidligere stald, og vinproduktionen med enorme lyserøde betontanke. Vores dengang 15-årige søn Jacob sagde højt: ”Dette sted skal det være! Her kan vi starte helt forfra og renovere det”. Henrik og jeg var helt enige. Vi havde også mødt nevøen, som var en ung mand, der sammen med en god ven ønskede at lave kvalitetsvin og på sigt ændre vinproduktionen til økologisk. Det lød lovende.
Derfra begyndte en lang proces. Vingården var ejet af 25 ejere fra Lyon, som alle var i 80’erne. Når en ejer faldt bort, skulle der betales arveafgift, så de var interesseret i et salg. Der var 8 hektar, men med en omfattende renovering lagde vi kun billet ind på de 4 hektar omkring gården. Hele processen skulle være hemmelig, fordi alle ejendomsmæglere kan sælge den samme ejendom. Da Côte de Brouilly er et ”cru-område”, var det efterspurgt, så vi var både nervøse og utålmodige. Vi havde dog den fordel, at vi var blevet enige om en forpagteraftale, så alle var interesserede i at holde det internt.
I september 2016 mødtes vi på gården med to fra ejerkredsen, den gamle forpagter, nevøen, ejendomsmægleren, hans assistent og os selv. Mødet gik godt og til sidst overraskede han sælgerne med at trække et udkast frem og sagde, at vi kunne indgå aftalen nu og betale en god pris. Det blev accepteret!
Reglerne i Frankrig er komplicerede. Man kan ikke bare købe! Vingården skulle først sælges til SAFER, som er en statslig institution, der arbejder på at samle jorden omkring de enkelte gårde, i stedet for de uhensigtsmæssige små parceller rundt omkring. Derefter kunne vi købe gården af SAFER. De skulle også godkende os som vinproducenter, men fordi vi ansatte vores forpagter, blev vi godkendt.
Tiden gik. To arkitekter meldte fra men til sidst fik vi en bygge- og økonomiansvarlig til at lave tegningerne og udarbejde et budget. Den tidligere stald skulle blive til stue, vinplukkerloftet til soveværelse, åbne op til kip etc.
Endelig, efter mange rejser og mange telefonsamtaler, kunne vi d. 4. august 2017 mødes hos advokaten og skrive under på købet samt på forpagteraftalen med nevøen. Den eftermiddag sad vi foran vores nyindkøbte vingård, nød udsigten og skålede i Cremant de Beaujolais med vores forpagter. Et vinprojekt var startet!
Der kan fortælles rigtig meget om at renovere bolig i Frankrig. Både morsomme, gode og udfordrende oplevelser. Det skal vi undlade – men i februar 2019 var renoveringen færdig indvendigt, og vi kunne rette fokus på vinproduktionen