Beaujolais vinrute
Du kan glemme at køre hele ruten – på en dag! Vi taler om små snørklede veje i et flot landskab, hvor man ofte må stoppe for at nyde udsigten. Ruten går fra cru-området Saint Amour i nord til Lozanne i syd. I alt 140 km.
Den nordlige del omfatter de ti cru-områder, Beaujolais Village og Beaujolais vinområder. Hér finder man nogle af de vine, som er mest kendt i Danmark – nemlig Fleurie, Morgon og Moulin au Vent.
Den sydlige vinrute – syd for Brouilly – er ganske anderledes. Der er stadig vinmarker – Beaujolais Village og Beaujolais – men området er især kendt fra sine landsbyer bygget i stenarten ”pierres dorées” som er gylden, og som til tider sammenlignes med farven fra Toscana. I alt er der 39 landsbyer med ”pierres dorées”.
Der kan købes vin på hele ruten fra de mange vingårde. Alternativt har flere af byerne en sammenslutning, hvorfra vinbønderne er gået sammen om at sælge vin fra området, f.eks. i den gamle kirke i Julienas, den gamle vinkælder i Beaujeu, eller i vores egen landsby St-Lager, hvor man finder Espace des Brouilly. Fordelen ved disse steder er, at man kan smage forskellige vine, da hver vinbonde har sin stil og smag.
Der er flere gode restauranter undervejs, men som ofte i Beaujolais ligger de godt gemt og gør det ikke nemt for turisterne. Der er også museer, som fortæller om området og vinproduktion.