Beaujolais vert & Le Mont St. Rigaud
Le Mont St. Rigaud ligger i den “grønne” del af Beaujolais. Hér er ikke vinmarker, men her finder du Beaujolais’ madkammer. Du finder stedet, når du kører på skovvejen ”Chemin de Saint-Jacques de Compostelle”, som ligger mellem de to hovedveje GR76 og GR7. Kommer du fra øst, kører du over Col de Crie (662 m. over havet), fra syd-vest over Col des Ècharmeaux (712 m, over havet) eller fra nord-vest over Col de Champ Juin (742 m. over havet).
Det er en flot tur igennem Beaujolais Vert og ganske anderledes end vinområderne i Beaujolais. Det sidste stykke op på bakketoppen foregår til fods, til du kommer til et udsigtstårn. Undervejs opad passerer man kilden fra Mont St. Rigaud, også kaldet den hellige kilde. Det er et populært sted, især i weekenderne og i godt vejr. Er det en meget varm sommerdag, er der dejligt svalt gennem skoven og oppe i udsigtstårnet.
Historisk har det været et religiøst område i mange århundreder. Man ved, der har været et romersk alter, dedikeret til Jupiter. Alteret blev omkring år 600 erstattet af et kapel. I år 929 kom det under klosteret i Cluny, og munkene derfra kom regelmæssigt til kapellet. Det ændrede sig i år 1125, hvor munken Gérard le Verd fra klostret i Cluny ønskede at tilbringe sine sidste dage deroppe. Frem til år 1430 boede der munke på stedet hele året, men fra år 1420 sendte klosteret Cluny ikke flere munke til stedet. Legenden siger, at de sidste munke døde af kulde og sult under en hård vinter, og den sidste munk skulle være begravet i kilden St. Rigaud, hvorfor kilden den dag i dag har mirakuløse egenskaber.